søndag den 30. december 2012

Timeglashæl vs kilehæl

Strikker mest strømper og har i julen arbejdet lidt på at forfine teknikerne. Jeg har altid strikket kilehæl og det fungerer egentlig fint, men har alligevel altid været fascineret af en flot timeglashæl (dvs som på købestrømper).

Jeg har derfor forsøgt at strikke et par strømper med timeglashæl efter opskrift af Stine Hoelgaard Johansen i bogen "27 sjove strømper".

Hælen er egentlig ok, men syntes stadig der efterlades et hul på hver side. Det har jeg forsøgt at lukke ved at tage en maske op og strikke med, på første omgang efter hælen. Det er ikke helt godt, og søger derfor videre i min søgen efter den perfekte timeglashæl...


onsdag den 26. december 2012

Glædelig jul

Julen holdt vi hjemme i år. Havde inviteret hele familien, så var 14 i det hele. Det krævede en hel del forberedelse og det endte med to ænder, en flæskesteg og masser af både hvide og brune kartofler.

Det var rigtig hyggeligt og jeg havde i år besluttet at lave lidt tidsfordriv, mens vi ventede på mad og gaver.

Jeg havde derfor købt papir, saks og lim og inviteret alle 14 til at klippe/klistre inden maden. Træet blev kun pyntet med kugler og lys - resten skulle de så selv fremtrylle.

På billedet kan man se det færdige træ.

Der blev pakket mange gaver op og jeg fik bla de flotte maskemarkører af min teenager - fremtryllet af hendes egne hænder. Dem skatter jeg allerede højt og glæder mig til at bruge.



fredag den 21. december 2012

Julen er hjerternes fest

Jeg har klippet hjerter, i hvide og sølv. Dem har jeg sat på snor, fire på hver, hvor det ene er i sølv.

Rundt om i huset har jeg så hængt dem op i grupper af tre eller syv snore.

Det er meget dekorativt og giver en god sammenhæng rundt om i huset.

Det er en billig og flot måde at pynte op til jul.

Glædelig jul.





tirsdag den 11. december 2012

Julegaver....

Sidder stille og læser med og kan se en masse fine indslag rundt om i blogland. Jeg selv orker ikke noget, da jeg igen, igen er ramt af sygdom, og kun til nød får læst med på andre blogs.

I går fik jeg med nød og næppe fundet julekassen frem og fik pyntet en smule op til jul. Men det tog alle mine kræfter og jeg måtte hurtigt ned og ligge igen.

I dag har jeg været hos lægen, for med 1½ uges sengeliggende stilling, måtte der da være noget alvorligt galt - ja sådan føltes det, men næh nej. Fik standardsvaret: en virus. Og de kræfter, der så er tilbage i dag bliver brugt på at shoppe julegaver - ikke i butikkerne, det har jeg opgivet - men i diverse internetbutikker. En beslutning, der er truffet på baggrund af sygdom, men som også løser min absolut hade-gøremål i julen - at stå i kø i butikkerne!!

Hvis projektet lykkedes, og juleaftenen sker uden skuffelser på trods, er det en løsning, jeg sagtens kan gøre brug af i fremtiden.

lørdag den 1. december 2012

Tørstrik

Efter julefrokost med fem andre tøser, står den på tørstrik. Har nemlig i min hjælpsomhed til den ene, som er nybagt mor, fået belastet min skulder, af at bære rundt på lille søde Emma, så hun også kunne få spist lidt and.

Så selvom jeg havde en masse hængepartier, som jeg egentlig havde besluttet at gøre færdigt idag, må jeg overgive mig til lidt tørstrik og masser af nye ideer.

Så frem kom alle gamle blade, som jeg nu bruger min lørdag på at læse igennem fra ende til anden.